DR1 Den Grønne Optur


DR1 PÅ GRØN OPTUR MED ELFÆRGEN ELLEN

I aften, d. 14. oktober, kl. 21:30, viser DR1 programmet "Den grønne optur: Hvordan skal vi køre?". Udsendelsen er det tredje afsnit i en programrække som beskæftiger sig med løsninger der er med til at bremse den globale opvarmning. 

Aftenens program handler om transport, og derfor var DR naturligvis taget til Ærø for at sejle med elfærgen Ellen. De to værter, skuespiller og TV-vært Joakim Ingversen, samt DRs klimakorrespondent, Thøger Kirk, rapporterer fra Ellen og bliver vist rundt på færgen.

Joakim Ingversen er med på broen, hvor kaptajn Martin Christoffersen fortæller om at sejle en 100 % elektrisk færge, og under dæk har Halfdan Abrahamsen fra Ærø EnergyLab besøg af Thøger Kirk, som blandt andet spørger ind til samspillet mellem elfærgen og Ærøs vindturbiner.
 



Ellen og den grønne omstilling
Elfærgen Ellen er et bevis på at omstillingen til bæredygtig energi kan lade sig gøre, hvis der er vilje til at gå nye veje, og derfor har Ellen haft stor betydning på det maritime område. Da Ærø Kommunes politikere besluttede sig for at gå forrest, også på det maritime område, var der ikke tidligere bygget en 100 % elektrisk færge der kunne besejle en regional rute. Ærø var således med til at drive en nødvendig udvikling i forhold til at demonstrere at eldrift også kan lade sig gøre på længere ruter.
En af fordelene ved eldrift er at de elektriske systemer udnytter energien exceptionelt godt. 85 % af den energi der tilføres gennem Ellens lader går til at drive færgen fremad. Det skyldes blandt andet de effektive elmotorer, som er mekanisk simple, og som er meget små og lette i forhold til den ydelse de leverer. 
 



Der bliver brug for meget grøn strøm i de kommende år
På meget lange ruter, for eksempel til oceangående containerskibe, vil det ikke umiddelbart være muligt at sejle udelukkende med batterier, her kigger branchen i stedet på forskellige moderne syntetiske brændstoffer som udleder meget få drivhusgasser. Mærsk annoncerede for eksempel for nylig at de vil bygge containerskibe som sejler på e-methanol. Det vil heldigvis reducere drivhusgasudledningen væsentligt i forhold til et traditionelt dieselskib, men fælles for disse typer af syntetiske brændstoffer, som produceres ved hjælp af elektrolyse, er at der anvendes meget strøm til at udvinde dem. Typisk vil over halvdelen af den tilførte elektriske energi blive tabt i processen med at producere brændstoffet, og hertil kommer at en brændstofmotor ikke er nær så energieffektiv som en elmotor. 

Verden får under alle omstændigheder brug for meget mere grøn strøm i de kommende år, uanset om der sejles på ren el eller på en af de elektrolytisk fremstillede brændstoftyper. Men hvor der er mulighed for det, der er elektrisk fremdrift den mest energieffektive metode.

Ellens grønne gevinster
Ellen skåner årligt det globale miljø for 4000 ton CO2 plus andre drivhusgasser i forhold til hvis ruten Søby - Fynshav blev besejlet med en tilsvarende dieselfærge. Samtidig skånes nærmiljøet, og dermed også de lokales helbred, for et halvt ton skadelige partikler, hvert år. CO2-forbruget i forbindelse med batteriproduktionen blev i øvrigt 'tjent hjem' efter blot 3 måneder i normal drift. Og da batterierne forventes at holde i 10 år, er det rigtigt godt for Ærøs klimaregnskab at Ellen blev sat i drift. Disse aspekter er naturligvis også grunden til at DR betegner det som en ren 'optur' at blive transporteret ved hjælp af Ærøs elfærge.
 


 

Programmet kan i øvrigt ses på DRs hjemmeside, her:
https://www.dr.dk/drtv/episode/den-groenne-optur_-hvordan-skal-vi-koere_274898


Hvis man ønsker at vide mere om teknologien og regnskaberne kan det i øvrigt anbefales at se evalueringsvideoen om elfærgen: