E-ferry Ellen med ny verdensrekord

 

På vegne af E-ferry projektet, ansøger Danfoss nu om at Ellen bliver optaget i Guiness Rekordbog. 

Det gør de på baggrund af at Ellen, d. 9. juni 2022, færdiggjorde en rekordlang distance mellem opladninger, nemlig 50 sømil, eller 92 kilometer. Det var Ellens chefkaptajn, John Toft, der stod for navigationen, og han blev assisteret af styrmand Martin Christoffersen. 

Ellen var hyret af Danfoss i forbindelse med at Det Internationale Energiagentur (IEA) holdt sin årlige konference i Sønderborg. Mødet havde i år fokus på energieffektivisering, og i den forbindelse er det værd at bemærke, at Ellen, udover at sejle emissionsfrit, også er ekstremt god til at udnytte den tilførte energi. Energieffektiviteten på hele systemet, set fra transformeren på land og ud til propellen, har en energieffektivitet på hele 85 %, hvilket er langt højere end man kan opnå med en traditionel forbrændingsmotor.

 

 

Vel ankommet til Sønderborg, blev Ellen centrum for en række rundvisninger, hvor delegerede fra 25 lande, heriblandt en række ministre, kom rundt på færgen og så systemerne på nærmeste hold, herunder batterirummene og motorummene. 

 

 

Det var Henrik Hagbarth Mikkelsen, lektor ved Marstal Navigationsskole, og en af bagmændende bag Ellen-konceptet, der stod for rundvisningerne. Han var flankeret af Cecilie Larsen, som er projektleder på de kommende elfærger, der skal skal sejle mellem Ærøskøbing og Svendborg.

 

 

Ellen sejlede langsommere end normalt, da de sidste knob bruger meget energi, og i løbet af turen blev det beregnet at Ellen har sin længste rækkevidde ved en hastighed på 9 knob. Denne hastighed er skæringspunktet, forstået på den måde at færgen, udover at bruge strøm til selve fremdriften, også bruger strøm til instrumenteringen, lys, temperaturregulering af batterirummet osv. Ellen sejler typisk 12,6 knob på ruten mellem Søby og Fynshav.

Vi håber selvfølgelig at Guiness Rekordbog godtager dataplottet, og noterer rekorden som officiel.